Faglig viden

Øjenbetændelse

Vi bliver ofte ringet op af ejere til kæledyr med øjenbetændelse eller øjenflåd, så her kommer en lille artikel, der omhandler øjenbetændelse hos kæledyr.

En betændelse i slimhinden

Øjenbetændelse er ikke en betændelse i øjet, men derimod en betændelse i slimhinderne, der omgiver øjet. Slimhinderne bliver røde og hævede, og der udskilles flåd. Flåddet kan være forskellig af udseende. Noget kan være tynd/vandigt og andet kan være tykt og gulligt/grønt. Mængden kan også variere. Nogle har kun lidt flåd, mens andre kan have hele øjet lukket af betændelse.

Symptomer

Symptomerne på øjenbetændelse kan være, at dyret kniber øjet sammen eller klør sig gentagne gange med en pote i øjet. Nogle hunde kan også finde på at køre hovedet hen ad græsset eller gulvet for at klø sig i øjet. Kniber dyret øjet sammen skal man altid få undersøgt, om det har en ridse på hornhinden. Ridser på hornhinden er smertefuldt og kan ødelægge øjet, hvis det ikke bliver behandlet i tide og behandlet korrekt. Ridser opstår som oftest kun på et øje.

Når I kommer ind på klinikken med dyret, vil dyrlægen undersøge øjet og dets omgivelser grundigt samt tjekke det med en lyskilde. Dyrlægen vil farve øjet med fluorescein. Fluorescein farver øjet grønt, men tårevæsken fjerner dog denne farve hurtigt. Skulle der være et sår på hornhinden, hænger farven fast i dette i et stykke tid. Det gør at dyrlægen kan se såret og vurdere dybden og størrelsen af det. Det kan også være nødvendigt med en tåre test. Her tjekker dyrlægen hvor meget tårevæske, dyret producerer. Desuden vil dyrlægen tjekke for små øjenvippehår, der kan pege ind på hornhinden og derved lave små irriterende ridser.

Hvorfor øjenbetændelse

Årsagen til øjenbetændelsen kan være mange. Der kan være tale om en bakteriel infektion, som kan være forårsaget af smitte fra andet dyr eller skidt og snavs. Det kan være en virusinfektion, små øjenvippehår, der prikker ind på øjet, nedsat tåreproduktion, tilstoppede tårekanaler, allergisk reaktion eller sår på hornhinden fra en busk, græsstrå eller leg/slås med et andet dyr.

Det er vigtigt at undersøge årsagen til øjenbetændelsen, inden der igangsættes en antibiotikabehandling, da visse typer af øjendråber/salve kan forværre problemet og genere dyret i endnu højere grad.

Hvis dyret ikke viser tegn på ubehag eller smerter, kan du forsøge at rense øjet/øjnene i øjenbadevand eller fysiologisk saltvand. Er der tale om lidt ubehag pga. skidt i øjet, vil det kunne hjælpe (brug ikke kamillete). Hvis det ikke har hjulpet i løbet af et døgns tid, kontakt da dyrlægen. Hvis dyret udviser ubehag eller smerter (kniber øjet sammen) kontakt da altid dyrlægen straks.

Behandling

Når årsagen er fundet, finder dyrlægen den type øjendråber, der passer bedst til problemet. Er øjenbetændelsen forårsaget af irritationer fra øjenvippehår eller anden udefrakommende faktor, skal denne selvfølgelig fjernes. Ellers kommer øjenbetændelsen igen.

Hvis der er andre symptomer ud over øjenbetændelsen vil behandlingen også rette sig efter dem (allergi, virus, mm). Dyrlægen vil typisk gerne se dyret til en opfølgende kontrol eller flere for at tjekke, at behandlingen virker.

 

Øjet er et sensibelt område, og er I i tvivl om Jeres dyr har problemer, er I altid velkommen til at kontakte os.

Fakta

  • Øjenbetændelse er ikke en betændelse i øjet, men i slimhinderne der omgiver øjet.
  • Kniber dyret øjet sammen, skal man altid hurtigst muligt få det undersøgt for om det har en ridse på hornhinden. 
  • Fluorescein farver øjet grønt, tårevæsken fjerner dog denne farve hurtigt.
  • Visse typer af øjendråber/salve kan forværre problemet.
  • Brug ikke kamillete, men øjenbadevand eller fysiologisk saltvand, der kan købes på apoteket.
Faglig viden
ikon Dog Special
Dog special
cat special