Faglig viden

Undgå, at dit dyr får tandpine

Sygdomme i dine kæledyrs tænder kan være både pinefulde og have store konsekvenser for dyrenes velfærd.

Her kan du læse om, hvordan sygdomme i dyrenes tænder og tandkød opstår, og hvad du kan gøre for at undgå det. Ved at sætte fokus på forebyggende sundhed.

Op mod 90% af alle hunde og katte har sygdomme i munden eller tænderne. Det gør ondt på dem, og derfor er tandsygdomme blevet en livsstilssygdom for vores kæledyr. Men vi kan gøre meget for at forebygge.

Hundens tænder

Hundens hjørnetænder er lange og spidse og velegnede til at flænse byttet med. Fortænderne og de forreste kindtænder er flade og skarpe og ‘afklipper’ lunser af byttet, og kun de bagerste kindtænder, der er lidt mere flade, bruges til at findele føden med.

Da hunden ofte sluger maden i store lunser, spiller en findeling af føden kun en mindre rolle i fødens nedbrydningsproces og hundens fordøjelse. Dog kan hunden godt finde på at bruge lang tid på at knække og knuse knogler for at få fat i den nærende marv.

Kattens mund og tænder

Kattens mund er bred og kort og udvendig afgrænset af et par fine læber, der dækker tænderne. Ganen er forsynet med tværgående riller, og ganesejlet omfatter fire ganebuer.

Tungen er dækket af papiller, og nogle af dem giver den et ru og ujævnt udseende og tungen er desuden meget bevægelig.

Kattens mund er dermed perfekt designet til at fastholde et bytte.

Katten jager på en anden måde end hunden, der typisk brækker nakken på sit byttedyr eller bider struben over. Katten derimod kvæler sit bytte eller gennemborer strube, nakke eller halspulsåre med sine sylespidse hjørnetænder. Fortænderne er rillede og hjælper med at fastholde byttet. Kindtænderne er lodret flade, skarpe og spidse hele vejen ind. Dermed har de let ved at findele byttet i mindre stykker, når det fortæres.

Dyrenes foder udfordrer tænderne

  • Når vi fodrer vores katte og hunde med ensartede, pressede tørkostpiller og/eller vådkost på dåse, er det af praktiske årsager ift. produktion, konservering og opbevaring af foderet. Foderet er ikke lavet til at tilgodese den funktion, som kattens eller hundens tænder har.
  • Når vi sætter tændernes egentlig funktion ud af spil, ændres mange ting i dyrets mundhule. Men især fraværet af den skrabende effekt på tændernes overflade, som tygning i byttedyr udgør, fremmer dannelse af plak, tandsten og ophobning af bakterier.

Tandsygdomme hos hunde og katte

Tandsten og bakterier giver parodontitis

Når tandstenen er dannet, skubber den til tandkødet, og, sammen med ophobning af bakterier, så løsnes tandkødet fra tandens rod stille og roligt over tid. Der dannes tandkødslommer, som yderligere skubber til den onde cirkel ved at danne reservoir for flere madrester, plak og bakterier. Og så har vi tilstanden parodontitis (tandkødsbetændelse og tandløsning).

Denne lidelse er meget smertefuld for dyrene, da ikke blot tænder og rødder gør ondt, men også tandkødet vil være smertepåvirket og ofte i store dele af mundhulen. Hos de små hunderacer er problemet ofte forværret pga deres fremavlede deforme anatomi i mundhulen, hvor tænderne sidder tæt og nogle gange oven i hinanden.

Særlig tandsygdom hos kat

Hos katte ses yderligere en artsspecifik tandsygdom: Tandresorption (TR – tidligere FORL – Feline Odontoclastic Resorptive Lesions).

Denne lidelse medfører, at tanden langsomt nedbrydes udefra i kanten af tandkødet. Tanden får et ‘hul’ på midten og ender med at knække med rødderne siddende tilbage. Igennem dette hul er der direkte adgang til tandhulen, hvor nerver og blodkar sidder.

Det er derfor meget smertefuldt for katten. Vi ser tandresorptioner hyppigere hos racekatte, men om det er pga. genetik – eller fordi racekatte, oftere end andre katte, ikke har adgang til naturlig fødesøgning og bidning i byttedyr – vides ikke.

Slidte og knækkede tænder

Læsioner på tænder er heller ikke ualmindeligt.

Især hunde kan have tendens til at tygge i hårde ting og knække en tand i ny og næ. Der ses også ofte slidskader hos hunde, der ofte tygger i fx tennisbolde, der giver et karakteristisk slid på tænderne. Nogle gange kan tænderne være slidt helt væk med direkte adgang til tandhulen. Og det gør ondt.

Tandproblemer kan forebygges

Parodontitis (tandkødsbetændelse og tandløsning) og blottede rødder og nerver i dyrenes tænder er et resultat af avl, livsstil, dyrets kost og manglende regelmæssig pleje af tænderne.

Derfor er det disse områder, vi skal sætte ind på.

Behandling af parodontitis er aldrig en helbredelse, men en lindring af symptomer ved at fjerne de tænder og rødder, der er syge. Dette skal oftest gøres en del gange i dyrets liv.

Oftest kommer dyrets ejer, når skaden er sket, og selv om vi kan hjælpe dyret her og nu med dets smerter, så har kæledyret inden da haft ondt i lang tid – sandsynligvis i år – inden der bliver taget hånd om problemet.

Desværre viser dit kæledyr sjældent, at det har ondt i munden. Du opdager det måske slet ikke og derfor er forebyggelse vigtigt.

Forebyggende indsatser – det kan du gøre

  • Hos katte kan du vælge store tørkostpiller og lade katten gå ude for at lave naturlig fødesøgning og spise byttedyr.
  • Hos hunde er regelmæssig tygning og knusning af rå knogler og andre egnede tyggematerialer et must. Det kræver dog ofte god vejledning at vælge de rigtige produkter, så spørg altid på klinikken, inden du vælger fx rå ben.
  • Og så er det uhyre vigtigt, at din kat eller hund får undersøgt tænderne regelmæssigt – bl.a. med røntgen minimum 1 gang årligt.

Tandproblemer hos hund og kat

  • Op mod 90% af danske hunde og katte har sygdomme i tænderne
  • De fleste tandlidelser gør ondt på dyret
  • De færreste hunde og katte viser tegn på, at de har ondt
  • Mange kæledyrsejere kommer derfor først med dyret, når der er fremskreden parodontitis (tandkødsbetændelse og tandløsning)
  • Er skaden sket, kan parodontitis (tandkødsbetændelse og tandløsning) ikke helbredes. Eneste mulighed er at operere tænderne ud.
  • Forebyggelse er alfa og omega for bevaring af dyrets tænder og for at forebygge kroniske smerter
  • Grundig forebyggelse er regelmæssige tandtjek (1-2 gange årligt) og 1 årligt røntgentjek
  • Forebyggelse er også at lade dyret bruge sine tænder til det, de er skabt til

Derfor hjælper den forebyggende indsats

Ved regelmæssigt tjek og røntgen, kan vi opdage problemerne tidligt og nå at gribe ind, inden problemet bliver uopretteligt.

Røntgenundersøgelse af tænderne er vigtigt, da vi kan se rødderne, som sagtens være syge, selv om tanden oven for ser ganske fornuftig ud. Bakterier og inflammation kan arbejde sig nedad og lave skjulte skader omkring tændernes rødder. Dette er smertefuldt og ses KUN på røntgenbilleder. Derfor er tandrøntgen også blevet en næsten obligatorisk ydelse hos langt de fleste dyrlæger.

Knækkede tænder, med åbning til tandhulen, kan enten fjernes eller rodbehandles. Er det tænder, der er vigtige for hunden, er rodbehandling at foretrække, men denne løsning er også dyrere.

De fleste sygeforsikringer dækker akutte skader på tænder, hvorimod de ikke dækker almindelige tandbehandlinger som tandrens, røntgen og tandudtræk pga. parodontitis.

Det er vigtigt at gribe ind i tide, fordi:

  • Vi gerne vil bevare kæledyrets tænder så længe som muligt og give den et godt, langt og sundt liv med alle tænder i behold.
  • Tandlidelser er smertefulde. Opdager vi dem ikke, kan dyret gå rundt i årevis med smertefulde tilstande i tænder og mund.

Specialuddannet hjælp her på dyreklinikken

Jeg har efteruddannet mig inden for tænder hos hund og kat og har derfor særlig ekspertise på området.

Sammen med vores autoriserede veterinærsygeplejerske, Benthe, har jeg derfor fast alle tandpatienter på klinikken (hunde mandage og katte tirsdage).

Læs mere om Dorthe og Benthe

Rutine-program

Patienterne gennemgår alle et fast rutineprogram:

  1. Klinisk undersøgelse og præ-anæstetiske blodprøver
  2. Bedøvelse irt. punkt 1
  3. Tandrøntgen, alle tænder
  4. Tandrens og -polering
  5. Evt. tandkirurgi i samråd med ejer ud fra ovenstående diagnostik

Den ensartede og rutinemæssige behandling sikrer, at du, som kæledyrsejer, kan føle dig tryg: Ingen sygdom i mundhule og tænder overses – og det er altid den mest skånsomme narkose, der vælges.

Derfor kan vi altid lægge en realistisk handlingsplan, og tandkirurgi kan i langt de fleste tilfælde udføres samme dag, mens dit dyr alligevel er i narkose.

Sammen tager vi hånd om dit kæledyr.

Dorthe Nyrup | Dyrlæge og ejer af Favrskov Dyreklinik

Sunde kæledyr

Gratis tandtjek – og tandydelser på abonnement

Tandtjek er altid gratis hos os. Og når du køber tandydelserne som sundhedspakker i kombination med andre af vores Sund & Fit sundhedspakker, får du både en rigtig god rabat, og du kan samtidig få den forebyggende tandpleje på abonnement.

Læs mere om vores Sund & Fit sundhedspakker

Faglig viden