Faglig viden

Nytårsangst hos dyr

Hvert år i december fejrer vi årets afslutning og begyndelsen på et nyt med et brag. Eller nærmere mange brag.

Og hvert år forsøger vi at hjælpe dyr med skudangst. Det er især hunde, katte og heste, der har vores opmærksomhed, fordi de bor i enten byzoner eller bynære zoner, hvor der skydes en del af omkring nytåret.

Medicin

Angst er noget, der bliver værre og værre med alderen jo flere gange dyret udsættes for den udløsende faktor. I takt med dyret bliver ældre, kan medicinering med angstdæmpende midler desuden udgøre en risiko for f.eks. hunde med nedsat hjerte-, nyre- eller leverfunktion.

Derfor er det vigtigt med forudgående kendskab til dyrets sundhedsstatus, før evt. beroligende medicin udskrives. Desuden bliver udvalget af beroligende medicin mindre og mindre, da dyrlæger ved lov, er forpligtet til at udskrive så lidt som muligt.

Alternativer til medicin

Men der er også gode alternativer til ’rigtig’ medicin.

  • Man kan bruge naturlige beroligende midler som f.eks. Kalm, men der er det vigtigt at starte i god tid inden nytår og så give hver dag.
  • En anden metode, der for alvor har vundet indpas, er nytårswrap, som også kan anvendes til både hunde og katte. Her fæstnes et klæde fast om dyrets krop og trykket fra klædet virker beroligende på dyrets nervesystem. Se hvordan du kan gøre det i vores lille film.
  • Et godt alternativ kan også være at placere sin hund eller kat i en pension, der ligger langt fra byzoner, hvis man selv skal holde fest nytårsaften. Eller få familie eller venner på landet til at passe dyret.

Uanset hvad, så er det vigtigt at få kontaktet dyrlægen i god tid og høre om mulighederne.

Gode råd til katte

  • HUSK, at holde katten inde nytårsaften
  • HUSK, at de medicinske behandlinger er individuelle og kræver kendskab til dyret

Gode råd til hunde

  • At lufte hunden rigtig godt først på eftermiddagen, så den er både fysisk og mentalt træt inden aften.
  • At hunden har det bedst i sine vante omgivelser. Træk gardinerne for og tænd lys og radio/tv. Undlad at trøste eller ynke hunden for meget hvis den viser angst. Det kan forstærke angsten.
  • Hunden skal have fred i sin kurv, men holdes diskret under observation.
  • HUSK, at de medicinske behandlinger er individuelle og kræver kendskab til dyret

Med ønsket om en fantastisk nytårsaften til to- og firbenede.

Teamet på Favrskov Dyreklinik

 

Nytårswrap

Se hvordan du kan wrappe din hund nytårsaften

Nytårsangst er et stort problem hos kæledyr nytårsaften. Her har vi lavet en lille video til et smart beroligende trick, der virker hos en del hunde.

Faglig viden